Ph.d.-afhandling "Fra frelse til well-being? – Hospitalspræsters tænkning, tro og praksis i en terapeutisk kultur" ved Ole Raakjær

[:en]

Afhandlingens bagsidetekst:

Afhandlingen undersøger om den terapeutiske kultur har betydning for danske hospitals- og hospicepræsters tænkning, tro og praksis. Undersøgelsen, der bygger på individuelle og fokusgruppeinterviews med denne gruppe præster, sker på baggrund af den litteratur, man almindeligvis refererer til under begreber som ”den terapeutiske kultur, ”psykologiens tidsalder”, ”det psykologiske samfund” og ”terapiens triumf”, og som hævder at psykologien og selvet i senmoderniteten har erstattet henholdsvis religionens og Guds autoritet som dem, der fastsætter individets plads i samfundet og fortæller det, hvordan det skal leve. Psykologiens tilstedeværelse i det 20. århundrede sammenlignes med religionens tilstedeværelse i førmoderne samfund. Terapeuterne er blevet de nye præster.

Hvordan manøvrerer danske hospitals- og hospicepræster i en sådan kontekst? Sekulariseres og psykologiseres teologien, så den kristne forestilling om frelse reduceres til et terapeutisk og individuelt spørgsmål om well-being? Indoptager præsterne terapeutiske metoder og praksisser for at legitimere, at de er bærere af et religiøst narrativ og har et konfessionelt tilhørsforhold? Eller viser disse metoder og praksisser sig tværtimod at være værdifulde hjælperedskaber i præsternes sjælesørgeriske praksis? Skærper den terapeutiske og psykologiserede kultur netop hospitals- og hospicepræstens særlige profil, så hun fremstår som en modkultur i hospitalets evidensbaserede og rationelle systemverden?

[:DA]

Afhandlingens bagsidetekst:

Afhandlingen undersøger om den terapeutiske kultur har betydning for danske hospitals- og hospicepræsters tænkning, tro og praksis. Undersøgelsen, der bygger på individuelle og fokusgruppeinterviews med denne gruppe præster, sker på baggrund af den litteratur, man almindeligvis refererer til under begreber som ”den terapeutiske kultur, ”psykologiens tidsalder”, ”det psykologiske samfund” og ”terapiens triumf”, og som hævder at psykologien og selvet i senmoderniteten har erstattet henholdsvis religionens og Guds autoritet som dem, der fastsætter individets plads i samfundet og fortæller det, hvordan det skal leve. Psykologiens tilstedeværelse i det 20. århundrede sammenlignes med religionens tilstedeværelse i førmoderne samfund. Terapeuterne er blevet de nye præster.

Hvordan manøvrerer danske hospitals- og hospicepræster i en sådan kontekst? Sekulariseres og psykologiseres teologien, så den kristne forestilling om frelse reduceres til et terapeutisk og individuelt spørgsmål om well-being? Indoptager præsterne terapeutiske metoder og praksisser for at legitimere, at de er bærere af et religiøst narrativ og har et konfessionelt tilhørsforhold? Eller viser disse metoder og praksisser sig tværtimod at være værdifulde hjælperedskaber i præsternes sjælesørgeriske praksis? Skærper den terapeutiske og psykologiserede kultur netop hospitals- og hospicepræstens særlige profil, så hun fremstår som en modkultur i hospitalets evidensbaserede og rationelle systemverden?

[:]